|
|
Kærlighed, vingummibamser og bryster
Kærlighed handler også om bryster og vingummibamser
Af Chris, Hele.dk
Det er brysterne som fanger mig. Birgers kunstige bryster. Ikke hans egne, men dem han har udstillet på en stor planche. Kvindens øjne er dækket til, så hun anonymt kan vise folk forskellen. Før og efter.
"Vi går ind gennem navlen", fortæller Birger stolt.
"I gør hvad?"
"Ja, der har man jo et hul i forvejen, ikke? Så er man fri for at lave ar under brysterne, eller i armhulerne. Bare ind gennem navlen, og så sætter man de nye bryster op den vej".
Birger er stolt. Hans firma sender folk til Thailand, hvor de åbenbart er eksperter i at give kvinder større bryster. Og færre rynker. Nye hofter. Det hele.
Jeg kigger lidt på Birger. Han ligner en rar forretningsmand omkring 50-60 år.
"Ind gennem navlen?" Jeg kan ikke forstå det. "Der må da være noget som støder imod, fra navlen og op i retning af brysterne?"
"Nej, nej - der er sådan nogle kanaler fra navlen som lægerne bruger, når de sætter de nye bryster op på plads".
"Men det holder jo ikke, Birger. Det her er en alternativ helsemesse - jeg kigger sigende på ham mens jeg viser armen rundt i den Marselisborg-Hallen i Århus - og så kommer du anstigende med kunstige bryster. Det er da ikke alternativt?"
"Jo, det er et alternativ. Vi sender folk på ferie i Thailand, hvor de får lavet plastikkirurgi hos nogle fantastisk dygtige læger. Det er et alternativ til danske hospitaler".
"Hmmm".
"Vores kunder er i øvrigt ofte kvinder i den tredje alder, som er ledige på markedet. De er ikke generte. De kommer ned og bliver strammet op både her og der, og så er de klar til at finde en ny kæreste".
Jeg har oplevet det 2 gange. Og det er det!
"Okay, Birger". Jeg står lidt og falder i staver med kvindens nye bryster i mine øjne. Så husker jeg hvorfor jeg besøger helsemessen denne lørdag.
"Birger, jeg har et spørgsmål, vil du svare på det? Det handler om, hvad er ægte kærlighed?"
"Det ved jeg ikke om jeg kan svare på. Jeg er jo meget kommerciel".
"Ja, det er du! Men du er også menneske. Hvad er ægte kærlighed for dig?"
"Det kan jeg godt svare på! Det er følelser fra hjertet. Det kan du ikke styre. Følelser det kan du ikke styre, du kan mærke kemien med det samme. Jeg tror ikke jeg kan arbejde på et kærlighedsforhold, det kunne jeg ikke. Men jeg kan sige, den er der med det samme. Jeg har oplevet det 2 gange i mit liv, og det er dét! Resten var parforhold, det var ikke ægte kærlighed."
Birger er helt sikker i sin sag. Det er en særlig følelse fra hjertet, man ikke kan styre. Og skal du til Thailand, kan du tjekke hans hjemmeside: www.hcd.dk.
Det er den som binder universet sammen
Eva er kunstner, og lærer folk at male. Det er alternativt! Jeg stopper op bagest i hallen og snakker med hende. Hun vil gerne have min email, så hun kan shanghaie mig til et kursus i København eller Århus.
"Det koster 2.000 for 5 dage", fortæller hun. Billigt, tror jeg. Hendes malerier er fine og dejlige. "3.900, så kan du få et med hjem", siger hun.
"Kender du kærligheden?"
Eva lyser op og glemmer helt at forsøge at sælge mere til mig.
"Ja, det gør jeg da".
"Okay, her får du et spørgsmål: Hvad er ægte kærlighed?"
"Det vil jeg gerne svare på. For mig er det universel kærlighed. Det er at kontakte det som er dybere, end bare den individuelle kærlighed. Det er det, som hele livet handler om. Det er det som forener alting. Ægte kærlighed er den kraft, som holder universet sammen", forklarer Eva.
"Okay". Jeg sætter min email på hendes liste, så hun kan invitere mig på kursus til vinter. Det er passende at jeg lærer mere om kærlighed. For ikke at planeten skal gå op i fugerne. Du kan læse mere på Evas hjemmeside www.art2be.com
Det er at give sit liv for andre!
Kirker er ikke min kop the. Og jeg skriver altid gud med lille, fordi gud er ikke en person. Gud er en ting ligesom oliekølere, ostehøvle, kærlighed og atomkraft. Det skal skrives med lille begyndelsesbogstav.
Thomas er slet ikke enig. I hans livs er Gud lige så virkelig som tante Esther. Og han ved, hvordan troen på Gud, og bønner, kan helbrede folk.
"Du kan også blive helbredt", siger han til mig.
Æv. Jeg kan fornemme at folkene i Thomas kirke er villige til at helbrede mig noget nær gratis. Det svarer lidt til at få en svoger som er mekaniker, og han så siger han vil sætte ens bil i stand. Gratis. Og man så kun har en cykel.
"Jeg er ikke syg Thomas".
Thomas trækker venligt på skulderen og nikker. Jeg spørger, om han vil svare på spørgsmålet.
"Det vil jeg! Jeg vil bare ikke have at dine læsere skriver til mig, fordi jeg har altså en kæreste". Han viser ringen frem. "Hun hedder Nanna".
Jeg forsikrer ham, at han kan være tryg.
"Godt! Jeg ser det som værende ægte kærlighed, som det Jesus viste os på korset. At han gav sit liv for os. At han ikke behøvede at gøre det, men at han gjorde det. Det står i Esajas, at så meget elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at verden ikke skulle gå fortabt, men frelses. Det vil jeg sige er ægte kærlighed. Jesus gav sit liv for vores skyld".
Thomas er helt sikker. Jeg er ikke så sikker på at han havde behøvet gøre det for min skyld, men sket er sket.
Ægte kærlighed er at give alt
Til gengæld er jeg helt sikker på, at Irina har det lidt ligesom Thomas. Hun sælger sengetøj fra Kina med indbygge magneter (www.jianlong.dk), og kender til kærlighed. Hun vil gerne svare.
"Ægte kærlighed det er at give alt. Det er som der står i Bibelen, at give alt, tilgive alt. Det er ægte kærlighed for mig. Den som giver alt", siger Irina. Og hun mener ikke materielle ting, fordi så ville hun ikke kræve 198,- af mig for de der briller, som kan gøre mig stærk og frisk efter lang dags arbejde.
Pludselig er de alle vegne. Mennesker som mener at ægte kærlighed er at give alt. Faktisk må jeg drage den konklusion, at en lørdag i Århus er der flertal for at give alt. Selv i et kommercielt mekka som en helsemesse. Ægte kærlighed er at give alt.
"Ægte kærlighed er at tilsidesætte sig selv", siger Margith. Hun laver kørekort til parforhold. En ganske vidunderlig idé. Det koster 2.200 for et weekendkursus. Lidt samme koncept som spritbillister, der har kørt dumt i trafikken. De kan få kørekortet tilbage på en weekend, og det samme tilbyder Margit, hvis man har kørt lidt dumt i parforholdet. (www.kildevel.dk)
"Sådan tror jeg ægte kærlighed er. Altså hvor der ikke er fokus på, hvad får jeg ud af det her? Hvad skal jeg have? Men at man kan elske uden betingelser".
"Sådan siger ham med chokoladen også".
"Du mener Lars?"
"Ja".
Margith nikker. Hun kender Lars. Gør du?
Ægte kærlighed er en vingummibamse
Lars laver de mest fantastiske vingummibamser. Du får sådan en lille pose med 90 gram, og betaler det meste af en tyver for dem. Til gengæld er de fyldt med økologiske safter og juicer. Ingen kemi. Kun den rene vingummibamse. Han laver også chokolade, men det er mest for kvinder tror jeg. (www.molle-skovly.dk)
Lars vil gerne svare på vores spørgsmål.
"Ægte kærlighed, det er vel at hvis du er villig til at ofre alt, og livet også, for en anden person - hvis det gælder - så må man sige man er nået dertil, at så elsker man virkelig. Men hvis man stadigvæk sætter sit eget velbefindende forrest - sit eget velbehag - så er det måske ikke kærlighed", siger Lars.
Hans kærlighed til ægte chokolade og ægte vingummier har bragt hans firma fremad de senere år. Han købte Mølle Skovly, da den var ved at gå konkurs.
"De tidligere ejere forstod ikke, at selvom man laver et fantastisk produkt, så er man alligevel nødt til at pakke det pænt ind", siger Lars. "Ægte chokolade sælger ikke sig selv. Indpakningen skal være i orden", siger han.
Så måske ender vi alligevel i snakken om kunstige bryster og flotte reklamer. Indpakningen. Det første indtryk. Kunsten, kurser, sengetøj, chokolade, kirker - vi er nødt til at gøre reklame for det alt sammen. Ellers opdager ingen, hvor fint det er, det som vi tilbyder hinanden.
Har du noget ægte kærlighed på lager? Så træd frem og gør reklame for den. Pak den pænt ind også.
|

Sæt dit fingeraftryk på hele Danmark. Åben din konto.
Samme Cola i mindre flaske For miljøets skyld og sundhedens skyld, lancerer sodvandsfabrikkerne nu en lidt mindre flaske.
Nutella smager godt, og det er slik Fødevare-ekspter forsøger at give børn og barnlige sjæle en dårlig smag i munden.
Familiefester er trælse, siger hver anden Det er træls og surt at gå til familiefest, fortæller 24timer.
Bundfrossent boligmarked redder dansk økonomi Realkreditten i Danmark er reelt en synkende luksusdamper - men vi har ikke opdaget det endnu, fordi boligmarkedet er bundfrossent.
Fedt-fascisterne får Kærgården på skrump Der er 20% mindre margarine i din Kærgården, og prisen stiger.
Ny bog afslører hvordan du slipper af med migræne Gitte Goldtofts bog om migrænse, giver praktiske råd til at dine migræneanfald kan blive mildere og færre.
Økologi i SF? Nejtak, det bruger vi ikke Der er en afgrund fyldt op med tomme ord når det gælder SF's handlinger i virkeligheden.
|